ET VINTERHÅB

27/02/2021 Slået fra Af Jari Dolberg

Jeg bliver i disse kølige måneder mindet om mennesker som jeg lærte at kende for mange år siden, da jeg var barn og som desværre ikke længere er. Mennesker, børn(dengang) som jeg delte ”oplevelser og udfordringer” med. En barndom der blev præget af uretfærdigheder og uhyrligheder. Jeg tænker tit på dem i denne tid. Hvordan ville de mon have set ud i dag? Jeg husker dem så tydeligt og de fylder meget i denne tid og specielt i de lange nætter. Jeg husker alt for tydeligt vores råb om hjælp, der ikke blev hørt eller bare ignoreret. Det er en tid på året der gør mig ked af det, hvor jeg bliver mindet om skammen over det vi blev udsat for, men også skammen over at jeg stadig er her og at jeg ikke kunne gøre mere for dem. Det var svært som barn at bede om hjælp og så opdage hvad det vil sige ikke at blive set eller hørt.

Det var også det de andre sloges med og som gjorde deres liv besværligt og for dem uudholdeligt og derfor følte de til sidst at der kun var en udvej. Det gør voldsomt ondt at tænke på og specielt når jeg stadig kan se dem for mit indre blik og ikke mindst høre deres klageråb.

Hvorfor så skrive dette? Fordi de her ting sker endnu og der er mange der kæmper. Ikke kun med en barndom fyldt med overgreb, men en masse andre svære livsvilkår, der kan gøre tilværelsen besværlig og hård. 

Jeg har været heldig, jeg er her endnu og kan fortælle min historie.

Jeg er udmærket klar over at de fleste helst ikke vil høre disse historier, de er heller ikke på nogen måde underholdende, men det er historier der skal fortælles igen og igen. 

Jeg har også været heldig på andre måder, jeg har mødt et menneske som lyttede til mig og min fortælling, hun gør det stadig og hun er blevet hos mig og bakker mig op. 

Jeg har haft fornøjelsen af at møde andre mennesker som jeg deler en skæbne med og sikke nogle mennesker, mennesker med ressourcer og masser af styrke. De er en fornøjelse at være sammen med eller bare snakke med dem i telefonen og vi har en fornemmelse for hinanden og kan mærke hvis den ene part har det svært. Vi behøver ikke snakke om hvad der er sket i barndommen, det ved vi. 

Der er et håb og det er et håb jeg gerne vil dele. Der er nogen der vil lytte og se dig.

At stå frem med fortællinger om bl.a. overgreb eller vold er svært og det kan blive mødt med opgiven og døve øren, men hvis man kan finde modet til at få sagt tingene højt, er det en lettelse og så er du og jeg ikke længere alene med historien.

Jeg er blevet mødt med ønsker om jeg skulle tie stille, at jeg i min kunst skulle beskæftige mig med andre emner end udsatte mennesker. Det minder mig bare om at der stadig er noget at kæmpe for i dette samfund, hvor der er opstået et A- & et B- hold og vi skal for alt i verden helst ikke havne på B-holdet. Det ville være rart hvis vi bare kunne se hinanden der hvor vi befinder os i livet. Så kan vi tage fat på tingene derfra og gøre det der skal til for at hjælpe hinanden på en fornuftig og samfundsgavnlig måde. Med den rigtige hjælp, et åbent og fordomsfrit sind kommer vi længere alle sammen. 

Facebooktwitterlinkedin