Lænestol med drejefunktion og vip

28/02/2021 Slået fra Af Jari Dolberg

Det var midt i oktober og de havde kørt den 3 timer lange vej til sommerhuset i fuldkommen tavshed. Han havde som vanligt gjort det klart, at når han var chauffør så fungerede han også som kaptajnen ombord på sit skib. Han havde den fulde myndighed og kunne bestemme hastighed, retning og stilhed. Hun havde bare kigget over på ham med det der blik som udtrykte både foragt og opgivelse. Et par gange under turen havde hun skruet ned for varmeapparatet, da hun følte at hun var på grænsen til et hedeslag og han havde demonstrativt og med et anstrengt udtryk skruet op igen. Det var ikke hendes ret at pille ved noget i bilen der kunne forstyrre kørselsflowet.

Som de plejede, når de var nået halvvejs, kørte de ind til den samme McDonalds restaurant, parkerede bilen og gik indenfor. Det var et princip for ham ikke at bruge drive in, det var besværligt og der var ingen personlig service. Desuden var det jo så også kaptajnen der skulle tage imod. Ved kassen bestilte de det samme måltid som de havde gjort i mange år. To Big Mac menuer, den ene menu med pomfritter og dertil tre små poser med ketchup, den anden menu med gulerødder. Som altid fik de det med så de kunne gå ud til bilen og spise det der. Han var ikke meget for at sidde at spise på restaurant, og specielt ikke motorvejsrestauranter med alle de larmende børn. Ude ved bilen sad de så i tavshed og spiste deres mad. Det var der også en vis rutine over. Han startede med at spise burgeren og derefter gik han ombord i pomfritterne. Hun vekslede med en bid af burgeren og så en gulerod. Ind i mellem, kiggede hun længselsfuldt over på hans pomfritter, men hun ville jo holde den sunde linje. Alligevel gjorde hendes blik at han fik en snert af den sjældne dårlige samvittighed og spurgte hende om hun ville smage én pomfrit. Den tog hun grådigt imod. De havde haft den diskussion så mange gange før, at hvis hun absolut ville have pomme fritter, så kunne hun jo bare bestille dem. Men der var hun særdeles principfast, nej, burgeren måtte være det absolutte usunde islæt ved hendes menu. De samlede alt affaldet sammen i posen og han gik ud til skraldespanden og smed det ud.

Da han satte sig ind i bilen igen, var det med en lyd af velvære og en snert forstoppelse. ”Skal vi så se at komme videre!”, sagde han og ventede ikke på svar førend han fortsatte, ”Husk nu lige på at det er mig der kører”. Turen fortsatte i tavshed. På gps’en stod der at der var halvanden times kørsel tilbage. Selvom de havde kørt denne vej så mange gange at de kendte den udenad, satte han altid gps’en til. Han kunne godt lide dette nye udstyr, det var med til at give ham en følelse af vigtighed og passede til hans kaptajnsrolle.

De nåede frem til området hvor sommerhuset lå lige ned til stranden, kun afbrudt af hovedvejen. Mens de kørte det stykke langs vandet, inden de kom hen til sommerhuset, kiggede han ud på vandet som han plejede og sagde til hende ”Vandet er godt nok stille i dag”, hun kiggede selv efter og svarede ”Ja, det er det”. Ved indkørslen til sommerhuset var der en gammel jernlåge der afgrænsede grunden. Det var hendes opgave at gå ud og lukke lågen op så han kunne få den gamle varevogn ind. Nu skulle der pakkes ud. Det var hans opgave og det skulle helst foregå i en bestemt rækkefølge så der ikke kom uorden i systemet. Et system som han møjsommeligt havde udtænkt gennem et langt ægteskab. Hun skulle altid have en masse ekstra med, flere bøger end hun kunne nå at læse på den uge de skulle være på ferie og hækle- og strikketøj, samt andet sytøj hun var i gang med. Han kunne ikke forstå, hvorfor alt det skulle med, det fyldte jo bare bilen op og selv om det var en varevogn var der jo ingen grund til at den blev proppet til bristepunktet og han tænkte at hun jo for øvrigt kunne sy, strikke og hækle derhjemme i stedet for her, i sommerhuset, hvor de jo skulle hygge og være sammen. 

Han begyndte at bære ind, mens hun gjorde lidt klar til at de kunne slappe af. Gøre rent og støvsuge, tørre borde af og generelt få det til at se lidt ordentligt og indbydende ud. Der var mærkeligt nok altid beskidt efter de forrige der havde lånt sommerhuset.

Han slæbte den ene taske og pose ind efter den anden. Så hentede han sit værktøj ind, måske der var noget der lige skulle repareres og derefter tasken med computeren, det var ikke fordi han skulle bruge den for der var ingen internet i sommerhuset, det var bare trygt at have den med og tasken med hans egne bøger som han heller aldrig fik kigget i. 

Han gik ind i stuen og gjorde lidt ekstra plads ved at flytte nogle af husets møbler inden han vendte tilbage til bilen og hentede sin lænestol. Den kunne han ikke undvære og han sad heller ikke særligt godt i det møblement huset bød på.

Nu da han havde slæbt al oppakningen indenfor, så kunne hun, når hun var færdig med at gøre rent, fordele taskerne i de respektive rum, soveværelset og badeværelset.

Det var blevet hen på eftermiddagen og solen gik tidligt ned på denne tid af året. Hun satte en kande kaffe over og hun havde taget noget kage med som hun havde bagt nogle dage forinden. Så kunne gøre som de plejede, sætte sig ned, drikke en kop og spise et stykke kage, mens de nød synet af solen der gik ned. Til denne første dag i sommerhuset havde de taget noget mad med hjemmefra, som hun havde lavet dagen før. Det skulle bare opvarmes og så spises. Alt sammen i afslappet tavshed.

På den anden side af bugten var den store by med havnen, hvor der var tre store lamper der tændte når det blev mørkt. Efter et stykke tid gik de ud og lidt derefter tændtes de igen. Hver gang de var på ferie i sommerhuset, sad de og så forundret på disse tre lampers søvndyssende rytme og hver gang med den ordveksling, ”Så nu blev lamperne tændt ovre på den anden side”, sagde han ”Ja, det gjorde de sørme også”, svarede hun. Nogle minutter senere sagde han ”Se, nu gik de ud igen”, så kiggede hun op fra sit strikketøj og svarede som hun plejede ”Ja, det gjorde de også”. Sådan gik deres aftener. De sad der, hun i husets ene kurvestol og han i sin medbragte læderlænestol med drejefunktion og vip, med et lille bord imellem sig, hvor kaffekanden og kopperne kunne stå og sagde de samme ting hver gang lyset tændtes og gik ud. Der blev ikke sagt så meget andet for de var jo koncentrerede, han om lyset og hun med sit nørkleri. 

Det var blevet sent om aftenen og han rejste sig op fra stolen, strakte sig og sagde til hende, ”Nu tror jeg at det er blevet sengetid, er du ikke også træt efter den lange køretur?”, hun kiggede lidt fraværende op på ham og måtte konstatere at jo, hun var nok også blevet klar til at gå i seng.

Da de var kommet i seng, havde hun fundet en af sine bøger frem, hun kunne godt lide at læse lidt inden hun skulle sove. Han vendte og drejede for han kunne aldrig vænne sig til at sove i en anden seng end sin egen. Han pustede og sukkede, ”Kan du ikke slukke lyset, det er jo ikke til at falde i søvn og det larmer altså også når du bladrer i din bog”. Hun kiggede over på ham og skulle lige til at sige noget, men lukkede bogen sammen og slukkede lyset.

Han stod tidligt op om morgenen, gjorde sig klar til dagen og satte sig ud i bilen og kørte hen til den lokale købmand, hvor han købte morgenbrød. 4 rundstykker, et til hende og 3 til sig selv, samt en bakke smør og da de nu var på hyggeferie, ville han flotte sig og købte derfor også en morgensnegl til deling. Han kom tilbage til sommerhuset og satte det ind på køkkenbordet. Han kaldte på hende og gik hen og satte sig til rette i lænestolen og så ud på vandet, solens morgenstråler skinnede i overfladen, det var et smukt efterårssyn. Hun kom ind og så poserne med morgenbrød på bordet. ”Nå, der er du. Du har sovet længe i dag, det var nok også tiltrængt. Jeg har lavet morgenmad, hvis du lige gider at sætte noget kaffe over, så kan du tage det med herover. Har du set denne smukke morgen?”, sagde han siddende med ryggen til hende. Hun satte kaffen over, pakkede brødet ud og lagde det på en tallerken og satte den på bordet mellem deres stole. Kaffen blev færdig og hun hældte noget op til dem begge, satte kopperne hen på bordet. Resten af kaffen kom på kande, også den satte hun hen til dem.

Hun satte sig tungt ned i kurvestolen. Han havde allerede smurt et rundstykke og sad og gumlede løs. Med munden fuld af brød, sagde han ”Vandet er ikke så stille i dag!”, hun nikkede anerkendende og svarede ”Nej, der må jo være lidt mere vind i dag”. Kaffekanden begyndte at larme, det irriterede ham og han kiggede over på hende, den stod jo tættest på hendes side af bordet. Hun drejede låget og der blev stille igen. Der sad de så og nød udsigten og tavsheden.

Han havde fundet et gammelt ugeblad i sommerhuset og var nået frem til brevkassesektionen, da han udbrød ”Nej, hvor åndssvagt! Nu skal du bare høre. Der er en dame der har skrevet ind til den her brevkasse om sine frustrationer over sin mand. Det er et eller andet med at han virker for dominerende og udenfor rækkevidde. Ja, hun skriver at han aldrig hører efter eller lægger mærke til hende. – Hvad siger du?” Uden at vente på svar fortsatte han ”Det er da for dumt, de skal jo bare snakke sammen… lige som vi to gør. Se det er det jeg altid har sagt, opskriften på et godt ægteskab, det er respekten for hinanden og at man skal lytte til hinanden.” Han så ikke at hun sad med åben mund og kiggede over på ham. Han tog en bid af morgensneglen og en slurk kaffe. ”Nå, jeg tror vinden har lagt sig, for nu er vandet stille igen”, sagde han. ”Ja, det tror jeg også!”. svarede hun.

Af Jari Dolberg

Facebooktwitterlinkedin