Pyntepuder

07/03/2021 Slået fra Af Jari Dolberg

Når familien tog på besøg hos farmoren, gik han forsigtigt indenfor, hun tålte ikke uro eller støj. Det havde han lært, men det var heller ikke fremmed for ham. Det samme mønster gik igen derhjemme. Indenfor i lejligheden på 3. sal var der en sær lugt. Det lugtede af gamle mennesker, tænkte han, surt og indelukket. Det var den opfattelse han havde fået af gamle mennesker dengang. Egentlig var det lugten af sure cigarer, Manne-cigarerne i træ-æsken der stod på det runde teaktræsbord mellem de to store og slidte brune læder lænestole. Der var faste pladser i lejligheden og de to stole var der ingen der vovede at sætte sig i. Den stol der stod nærmest døren ind til stuen var ’vennens’ og farmoren havde den anden. Udover de formelle hilsner i døren når man kom, blev der ikke sagt så forfærdelig meget andet, måske lidt brok over de andre familiemedlemmer og deres manglende besøg. De eneste lyde man kunne høre, var ’støjen’ af nogle larmende børn på en legeplads tæt på boligblokken og så uret der hang på væggen i stuen; tik tak, tik tak og et diing doong hvert kvarter, halve og hver hele time, timeslaget. Ved siden af, på væggen hang et maleri af en hjort der brølede ved en bæk. Det var med til at fuldende billedet af ’de gamle’ der boede i lejligheden. Han kunne huske badeværelset med de lysegrønne fliser og gulvet med alle prikkerne og lugten. Det lugtede af hende, farmoren. Parfumen som hun nærmest tog bad i. Så stærkt lugtede hun. Hun havde vel egentlig gråt hår, men han huskede hende med et blåt skær, det var blånelsen hun fik vasket i hos frisøren. Det var vist moderne dengang, han havde i hvert fald set flere gamle damer med blåt skær på hovedet.

Inde i stuen fik de lov til at sidde i sofaen, men puderne skulle flyttes først. De var kun til pynt. Det tog næsten det meste af et besøg at fjerne et utal af puder og få dem sat på plads igen. Benjamin var kommet til at sidde på en af puderne ved et tidligere besøg. Det gjorde han aldrig igen.

Der var en rokokopude i stuen, i mørkerødt og mørkeblåt skind, den kunne han lide at sidde på og på reolen lige inden for døren stod lampen med vandfaldet. Han satte sig foran den og kiggede på den indtil farmorens ’ven’ sagde: ”du må gerne tænde lampen”. Farmoren var altid på tværs, hvad angik den lampe, som var det hendes kæreste eje og så var der lige det med strømmen. Der skulle spares. Men han fik lov til at tænde den og sad så bare og betragtede hvordan vandet væltede ned fra klippen. Det var et stort mysterium for ham, hvordan vandet kunne bevæge sig når man tændte lampen og lige så, at det gik i stå når man slukkede.

Lampen havde en stor betydning for ham, når de var på besøg. Den var blevet et tilflugtssted, hvor han kunne drømme sig hen til det sted i verden, hvor vandet fossede ned af klippesiderne. Han kunne fjerne sig fra omverdenen og de sære mennesker der var i rummet, høre vandets larm fra dets stærke strøm, han dagdrømte sig væk fra virkelighedens malør.

Han havde ikke mange frirum, men hér, foran lampen på rokokopuden var der et øjebliks fred og ro, så kunne de andre begynde at diskutere og skændes. Flytte rundt på puderne. Her kunne han tage det pæne og polerede ansigt af og lægge det til side og bare være en ung dreng med sin slidte og lettere forslåede maske, med blå øjne der var blevet mørkere og mere indsunkne i ansigtet. Han kunne drømme, mens de var optaget.

Han var bange for farmoren. Hun var som en ådselgrib der hang over enhver af hans bevægelser og med sin hæse og skrigende stemme råbte til ham, hvis der bare kom den mindste larm. Engang var Benjamin blevet passet hos farmoren og ’vennen’ fordi hans forældre skulle et eller andet. Så der var han blevet efterladt helt alene, dog med noget medbragt legetøj, som det senere viste sig at han ikke måtte lege med, fordi bamserne ’larmede’. Benjamin brød sig ikke om ’vennen’, han prøvede altid at lokke ham til at spise nogle skrå ved at sige at det bare var lakrids. Han syntes at han var underlig og ubehagelig og så svedte han hele tiden.

På et tidspunkt havde han fået lov til at være inde på deres soveværelse, hvis døren forblev åben og han ikke lavede støj. Det holdt ikke længe for han kom til at føre en samtale med en af bamserne. Farmoren kom farende ind fra stuen og sagde til ham at han skulle være stille. Hun havde nok hørt hvad han fortalte bamsen. Hun greb fat i hans arm og trak ham op til sit ansigt. Det havde han prøvet før og det jog en skræk i livet på ham. Hvad skulle der ske nu? Med sit ansigt helt tæt på hans sagde, med hæs stemme: ”Du skal ikke snakke højt om de ting, det er løgn og hvis ikke du holder kæft med det, får du at føle. Jeg skal nok få dig lært det!”. Han rystede over hele kroppen, hvad havde han gjort? 

Hun trak ham ind i stuen og satte ham i hjørnet ved døren ud til altanen. Så satte hun sig vredt i stolen og stirrede intenst på ham. Han græd, ikke højt, bare indeni sig selv som han plejede.

Det eneste han havde sagt til bamsen, var at de ikke var rare ved ham.

Forældrene kom senere på dagen for at hente Benjamin. Han sad stadig inde i stuen, men kunne høre at der blev snakket højlydt uden i gangen selvom døren var blevet lukket. Han begyndte at ryste igen og nu kom faren ind. Han var ikke i godt humør og de sorte øjne lynede da han gik hen og rev Benjamin op og trak med ud af lejligheden og ned at trapperne til bilen. På vej ned havde faren smidt den ene lille bamse i affaldsskakten, så kunne han i hver fald ikke tale med den længere.

Facebooktwitterlinkedin