ET STREJF AF FRIHED

ET STREJF AF FRIHED

30/03/2021 Slået fra Af Jari Dolberg

I starten af det tidlige forår samles flokke af sjaggere på marken uden for vinduet ind til mit kontor. Det er et betagende syn og jeg holder meget af at kigge ud på disse fugle og høre lyden af deres sære underlige advarselsskrig, der lyder som en gammeldags hækkesaks, sjak-sjak-sjak

Her går de rundt og leder efter føde, regnorme og insekter inden bonden begynder at gøre marken klar til sommerens afgrøder. 

En gang imellem dukker der også nogle af årets første stære op og medvirker endnu mere til fortællingen om, at foråret virkelig er på vej. Samtidig løber harerne og råvildtet hen over alléen og ud på marken for selv at finde noget at spise. Fugleflokkene lader sig ikke forstyrre af disse større dyr, det er kun når musvågeparret, der holder til i skoven ved siden af præstegården, letter og er på jagt efter deres eget måltid, eller når rågerne begynder at vise lidt for meget interesse, at sjaggerne letter for at jage deres fjende væk. Sjaggere har en, på mange måder, speciel facon at jage fjender væk på. De er meget aggressive i deres angreb og bombarderer deres fjende med ekskrementer, når de er tæt nok på. En ret effektiv forsvarsmekanisme!

Hvis ikke andet forstyrrer mig, en hund der gør fordi den vil ud eller noget arbejde der lige skal klares, kan jeg sidde i lang tid og kigge ud på disse smukke væsner. Få en snert af den frihedsfornemmelse jeg kan huske fra min barndom, når jeg og vores hund gik i skoven for at finde lidt fred og ro fra al den uro der ellers herskede. 

Hunden var gammel og træt. Det tog altid lidt ekstra tid at gå disse ture, når den lige skulle have en pause for at få vejret. Et af goderne ved hunden var, at den til trods for sin høje alder, stadig havde en fin snude og gode ører. Derfor kunne den altid gøre mig opmærksom på hvis der var andre dyr i nærheden, eller mennesker, hvilket jeg sat stor pris på den gang. Hørte den noget eller opfangede dens snude duften af dyr, løftede den hoved og ørerne og så vidste jeg at der var noget at holde øje med. Som regel gik vi længere ind mellem træerne, så forsigtigt og stille som det overhovedet var muligt. Jeg passede på ikke at komme til at træde på nogle grene der kunne skræmme vildtet. Det gav mig mange spændende oplevelser, ræven med sit nye kuld unger, rådyr med deres lam. Jeg fik lært at sætte pris på naturen og det den giver tilbage.

Fugle har altid haft en stor betydning for mig, de er blevet et symbol for den frihed jeg har skullet kæmpe mig frem mod. De har virket som alarmklokker, når jeg gemte mig for ikke at blive såret, de har fløjet op og skreget når der var nogle der nærmede sig og ikke ville mig det bedste.

Der er øjeblikke, når jeg finder et hjørne hvor der er stille, og jeg kigger op på himlen og forstiller mig hvordan det måtte være at kunne flyve, sådan helt af sig selv. Bare op og ud i friheden, hen over alverdens have og lande. Slå mig ned, lige der hvor jeg har lyst. Opleve verdens befolkning og prøve på at forstå, hvorfor vi til stadighed har svært ved at behandle hinanden med ordentlighed, anstændighed og respekt. Men disse svævende drømme får en brat ende når min egen skrøbelighed banker på og minder mig om min udtalte højdeskræk, og at jeg trods alt nok trives bedst nede på jorden. Så jeg bliver her med mine tanker og mine spørgsmål, prøver at finde andre veje at få dem ud på. Men idéen om at have vinger og kunne flyve er en befrielse.

Så når jeg har siddet og kigget ud ad vinduet og betragtet disse vidunderlige skabninger, oplever jeg friheden og frigørelsen. Jeg får følelsen af at det hele nok skal gå, selv om der er og vil komme flere svære tidspunkter i livet som jeg bliver nødt til at forholde mig til. Nu er det blevet forår og det er Påske, vintergækkerne er for længst sprunget ud og påskeliljerne er på vej. Det er et par dage siden jeg sidst så sjaggerne, men lige som med rådyrene, harerne, fasanerne og ugleparret der holder til i vores have, så ved jeg at de er her og det gør mig glad. Og se, solen skinner.

Facebooktwitterlinkedin