Jeg beundrer mælkebøtten
Den smukke gule blomst
Den afblomstrede krones faldskærme
Der spredes med vinden
Og daler forsigtig ned
Hvor et enkelt lille frø
Finder sin vej ned igennem overfladen
Venter, spirer og vokser op
Viser sin ukuelighed
Utæmmet kommer den op og ud i lyset
Gennembryder beton og asfalt
Fortæller at sommeren er kommet
Selv om vinterens kulde
Stadig har greb om mine tanker
Og det hele igen virker håbløst
Jeg beundrer mælkebøtten
Fordi den gør det umulige
Den lader sig ikke knægte
Af andres uvilje til dens eksistens
Den finder vej uanset
Et meget smukt digt. Også jeg frydes over de smukke mælkebøtter, elsker dem bare ikke i min have. Men langs i vejenes rabatter lyser de snart op med bud om at sommeren er nær. Et smukt og livsbekræftende syn.
Med venlig hilsen
Christa Ryborg.
Mange tak. Kh. Jari Dolberg