Det er Påske og vi fejrer Kristi Opstandelse
Med frokoster og tilnærmelsesvis hyggeligt selskab
Grønne med gule kyllinger fylder bordet
Vi samles og snakker uforstandigt om ting vi ved
Ikke så sjældent afsløres den betonagtige stupiditet
Efterhånden som flaskerne triller ned af bordet
Børnene kommer næsten glade hjem på besøg
Efter flere timers kørsel med deres egne børn på bagsædet
Og på deres vej er affaldet kylet ud af vinduet
Påskebordene er fint pyntet med mølædte påskelam
Sirligt hæklet af den sure gamle farmor
Der med det samme kritiserer alt hvad der rammer hendes øje
Servietterne er foldet på bedste vis efter en gør-det-selv YouTube-video
Grønne og gule blandet sammen
Det er jo forår og vi er glade
Enkelte sidder alene i deres stue mens tapetet falder af væggene
Med et stykke køkkenrulle lagt fladt på bordet ved siden af tallerkenen
En rugbrødsmad med et sparsomt lag leverpostej
Pyntet med et stykke indtørret agurk
Der får det hele til at blive meget mere festligt
Et glas rustent vand ved siden af
Børnene der aldrig blev født
Kommer ikke længere på besøg
Selskabet er en gammel slidt bamse
De andre i familien har for længst
Meldt fra på grund deres manglende overskud
De er trætte efter deres egen hygge
Der tages afsked i døren
Ét, vi glæder os til næste år
Ud i bilen med ungerne
På vej væk i høj hast
Ungerne er trætte og endnu mere sure
Vi rejser altså til Mallorca næste år
Der bliver smilet til bamsen
En indre usagt dialog opstår
Man er ikke helt alene når man har en bamse
