FØDT I FANGENSKAB

FØDT I FANGENSKAB

07/04/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
En stor rød Ara sidder på sin pind
 I et alt for lille bur
 På torvet i Vibycentret
 Kan ikke folde sine vinger ud
 Kigger med længsel op mod himlen
 Og en frihed den ikke kender
 Født I fangenskab
 
 Bag hegnet i Marselisborg Dyrehave
 Går rådyr og dådyr rundt mellem hinanden
 Bag et hegn indenfor hegnet
 Løber vildsvinets smågrise og leger
 Mens mennesker på søndagsgåtur
 Går rundt, kigger og rækker dem en godbid
 Dyr født i fangenskab
 
 Rundt omkring i verden
 Sidder mennesker indespærret
 I lejre bag høje mure og pigtrådshegn
 Børn løber rundt mellem bevæbnede vagter
 Kigger op på himlen og ser fugle flyve frit
 Kender kun en afgrænset verden
 Børn født i fangenskab
 
 Et sted, flere steder
 Sidder et menneske fængslet
 I sit eget sind
 Skabt af en verden
 Der ikke ville se dem
 Ikke ville høre deres historie
 Et menneske født ind i fangenskab

Facebooktwitterlinkedin