VILDE GUMMIÆNDER

VILDE GUMMIÆNDER

04/05/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Der har været mange drømme på vejen
fra Strømmen og ud på den blå bro,
hvor tit har jeg ikke stået der
og forestillet mig at sætte
vilde gule gummiænder ud i frihed
lade dem svømme op mod understrømmen
i Gudenåen, hvor unge vovehalse
tidligere har villet imponere i et
dødeligt kapløb om hvem der først kunne svømme
en kasse Thor nisseøl ud til amforaen på øen
som for at forny antikkens gravmæle
 
Drømme der gik videre mens jeg stod stille,
kiggede ned på fiskene der svømmede rygsvømning
og søstjerner red på søheste langs kysten,
i hukommelsen gentog den grå og regnfulde
vej op gennem Randers by til Solsortvej
hvor den sure visne dame på fjerde
ventede med selskabelig kaffe og sofapuder
der ikke kunne tåle en bagdel,
hendes selvlysende lilla hår henlagde
kvarteret i et red-light district belysning
 
Drømme der tænkte tanker om at tage springet,
ned i det mørke og dragende vandspejl
der virkede så forløsende blidt og blødt,
forestillingen blev ikke til handling
men den er ikke opgivet for den giver
styrke til at gå videre henover broen
hvor der venter noget på den anden side
som er langt kønnere end virkeligheden
der for længst er borte, noget er dødt
men kampen for at befri de vilde gummiænder lever
Facebooktwitterlinkedin