Her ved havet finder jeg pausen
en lille gennemsigtig hulsten
den har en sær størrelse af
ingenting og fylder alligevel meget
Jeg kan sidde i timevis og betragte
pingvinerne surfe rundt på skyerne
og Moby Dick der spiller fodbold
mod sildestrømmen ved fregatten Jylland
Mens jeg drikker min kaffe og
tager et notat om dette vidunderlige
sted på stranden hvor østers
spiser hummersuppe og drikker mousserende vin
Og jagthunden ligger stille og dovent
betragter rådyrene og ulvene opfører sig
som de plejer når de danser ballet til
musik af Pjotr Tjajkovskij
Så kan jeg sidde tilbagelænet i min lyserøde
teflonbikini og i et ganske kort øjebliks ophold
lade tilfældighedernes ondskab sejle ud
på sin rejse mod Marianergravens dyb
