EN REJSE

EN REJSE

23/05/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Under uret på banegården står han og venter
hvert minut lyder et metallisk klik og tiden
er blevet lidt ældre, lige som kufferten ved
hans side er blevet ældre, mærkater og stempler
beretter historier om taskens rejseeventyr
 
Den har set det meste af verden og det værste
denne har at byde på, den har oplevet og
overlevet to verdenskrige, atomkrigstrusler
og alt for meget andet
 
Den har rejst gennem savanner og ørkener,
set jungler og regnskove, sågar en enkelt tur
på Himmelbjerget en sommerdag i 1960
 
Den er blevet kastet på godsbanevogne og ind i
mange flylastrum og har overlevet det hele
 
Nu står den igen og venter sammen med sin nye
rejsekammerat på et tog til København, det er 
som om at tiden står umærkeligt stille,
kun viseren på uret fortæller om timerne
der er gået siden de stillede sig an og ventede
 
Mens tågede sorte skygger farer frem og tilbage
på perronen, stressede og optaget af telefoner
og samtaler om ingenting og prøver at finde den
rigtige perronafdeling
 
En lys kvindestemme lyder fra en skrattende højtaler
TOGET TIL HOVEDBANEGÅRDEN ANKOMMER OM FÅ MINUTTER
Der summer pludseligt som en sværm af irriterede bier
 
Skyggerne bevæger sig endnu hurtigere som en mørk
mur af mennesker der er ved at komme for sent
 
Klik, uret skifter minut og stemmen i højtaleren annoncerer
TOGET TIL HOVEDBANEGÅRDEN AFGÅR NU
Han er som frosset til jorden, låst inde i sine
egne tanker, længe havde han planlagt sin tur
Den første i sit liv
 
Han tænker mon ikke den har set nok, kufferten,
kigger ned og griber fat i håndtaget, drejer
om på hælene, mens han ser bagenden af toget
på vej til København
Facebooktwitterlinkedin