OG LIGE PLUDSELIG

OG LIGE PLUDSELIG

01/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Og lige pludselig er jeg kastet tilbage
i barndommens sære drømme med vandkæmmet
hår, så ikke stritterne fortæller utrolige
historier om nattens urolige kampe
 
Et sted i det fjerne høres lyden af kæder
og lænker, hængelåse der sættes på døren
Følelsen af være blevet kogt og senere
ristet er så mareridtsagtig virkelighedsnær
 
Så vågner jeg med et dybt suk og suger al
ilt i rummet ned i lungerne og ånder lettet
op, befriet fra den tilstand hvor jeg var
prisgivet og fortabt
 
Disse drømme der ikke er søvnens fantasier
om vidunderlige ting og håb suger al
hvilens opladning til sig som når flammen
får tilført ekstra ilt
 
Hvis bare en dag, lige pludseligt, at jeg
kunne vågne frisk og udhvilet, og havde glemt
hvad natten på rædsom vis vil have mig til
at huske på, hvis bare…
Facebooktwitterlinkedin