KOM UD I LYSET

KOM UD I LYSET

02/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Vinterens desperate ensomhed er smeltet bort
og sommerens sol har taget mildt og blidt fat
i skoven der er sprunget ud i et grønt hav
Sandstrande er tøet op sammen med frosne
tunge hjerter der langsomt slår hurtigere
i takt med at lidenskab og kærlighed vokser
ved gensynet med den sovende der er stået op
efter kuldens mørke hi
 
Overalt høres en dundren der sniger sig omkring
hjørner, henad gader og alléer, ind ad døre og
op ad trapperne i store golde lejlighedskomplekser
det er lyden af hjerters passionerede beat
der lokker folk til at kigge ud i lyset og for en
kort stund glemme melankoli og egoismens livslede
og den store fælles weltschmerz fordamper fra
jordens kolde overflade
 
Forfattere og billedkunstnere flokkes omkring
Grenen for at male solnedgange og fange det
særlige lys der også ses andre steder og skrive
sukkerromantiske krimier om forliste fiskere
der dukker op i havgusen og vil kræve retfærdighed
Alt imens Grenen er lige ved at knække af under
den voldsomme belastning af tilrejsende halvskaldede
intellektuelle der ryger en forsigtig pibe tobak
Facebooktwitterlinkedin