DA HISTORIEN RINGEDE PÅ

DA HISTORIEN RINGEDE PÅ

03/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Det ringede på døren og jeg lukkede forsigtigt op
nervøs og angst for hvad der mon var i vente
Det var en historie der kom kørende og tænkte
at den ville hilse på og fortælle lidt
 
Historien virkede ikke umiddelbart skræmmende
så jeg åbnede døren helt op og lod den komme
indenfor i varmen pegede ud mod køkkenet,
der kunne vi fint sidde mens jeg lyttede
 
Vi satte os ved køkkenbordet og drak en kop
kaffe med mælk, mens historien berettede om
oplevelser og rejser jeg har længtes efter
og den brugte ord jeg ikke havde hørt i årevis
 
Smukke velovervejede ord der ramte præcis den
fortælling jeg ikke vidste at jeg havde savnet,
det var glade og solskinsfyldte ord med et
sødt indhold som et stykke marcipankringle

Da solen forsvandt ned bag skoven og den
sidste tår kaffe var drukket op, kiggede jeg
på klokken og så, at der var gået en uge hvor
jeg havde besøgt alle steder i verden
Facebooktwitterlinkedin