STRIKKEPINDE OG HÆKLERIER

STRIKKEPINDE OG HÆKLERIER

11/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Himlen er ved at samle sig
og jeg befinder mig i en tilstand
hvor jeg får lyst til at strikke igen
eller genoptage mit studium af hækleriet
måske jeg kunne låne hendes skaftevæv
der bare står på loftet og samler sig
jeg vil fange skyerne ind med lasso
og begynde at karte og spinde dem til garn
prøve kunsten at farve uld med de smukke
molsiske planter og væve gobeliner der får
Bjørn Nørgaards til at virke falmede og slidte
 
Jeg vil elske at hækle muffedisser til
bøgetræerne i Nørreskoven så de kan forblive
frostfrie når den lange vinter kommer
springe ud en måned før forår og være til
glæde for dyrene i skovbunden
med et par hjemmelavede pinde vil jeg strikke
den smukkeste luftige sommerkjole i majgrønne
farver til min elskede og fortælle hende
at jeg sætter stor pris på det liv vi har
og jeg vil flette mig selv en badedragt
af kornstrå og den ædleste pil og flyde ovenpå
Facebooktwitterlinkedin