Sorgen dukker uventet op, pakket ind
i ord eller ved gensynet med dele
af fortidens ansigter genkendt i
forretningernes glasfacader
Ved lyden af en stemme der med en bestemt
dialekt minder mig om en jeg engang kendte
og jeg opdager det første tegn på melankolien
når tåren løber ned ad kinden og fugter læben
Jeg må sidde ned og suge luften helt ned i
maven så professionelt som jeg lærte det
dengang, gemme ansigtet af vejen og først
kigge op når mindet har fortonet sig
Den eneste måde jeg kan overleve på er ved
at gribe ned i rygsækken og finde min slidte
gamle maske frem, tage den på og gå forstillet
glad gennem gaderne indtil aften og så give slip
