MULIGHEDER

MULIGHEDER

15/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Fjernt fra storbyens overdøvende larm
og urolige mennesker der med skyklapper
for øjnene går forvildede rundt for at nå
alt det som skulle have været gjort i går
 
Et sted sådan lidt uden for alting, hvor gearet
er lavt, kan jeg høre kirkeklokkerne ringe op
og ned for solens rytme, og de giver mig noget
af den ro jeg har så meget brug for
 
Et sted inde i min sjæl bliver jeg mindet
om en begravelse jeg ikke måtte deltage i,
et menneske der kendte min historie og
fortalte mig sin
 
Så dukker billederne op fra dengang
hvor klokkerne ringede for hende der blev
en vigtig erstatning for noget jeg ikke
kendte eller havde erfaret 

Jeg var med til at bære hende ud og
siden hen satte jeg hendes urne ned
vi sang et par salmer og bad Fader Vor
og jeg tænkte et: på gensyn
 
Der var noget jeg gik glip af engang
men siden fik igen, meget er gået tabt
og så meget mere er genvundet, der er bare
muligheder jeg ville ønske jeg havde haft
Facebooktwitterlinkedin