Denne morgen vågner jeg og tror at noget har fundet
sin plads og er faldet behageligt til ro, det runger
inde i mit hoved efter det første møde med et menneske
der, som jeg selv har sovet mellem to kværnende
møllesten, dét noget er påvirket af impulser udefra
og har forskubbet sig i forhold til virkeligheden
Langsomt driver jeg alene ud på havet siddende på
en isflage, og solen insisterer lige netop i dag
på at ville skinne mere kraftigt end normalt,
undergrunden smelter og jeg flytter rundt, længere
og længere ud mod kanten indtil alt er opløst og
dét andet, noget, har fået overtaget
Varmen eskalerer og tågebankerne fortætter sig
så meget for at købe en grøn billet på afbud,
søløven grynter i nærheden og tænker: hvad sagde
jeg, du burde have set det komme denne morgen
hvor vinden er gået amok og kæmper for at
åndenøden ikke skal tage pusten fra den
