Jeg stod i tavshed og ventede
på det sidste bumletog til Randers
ved stationshuset der ikke lever
mere, kiggede ud over sivene og
anede solen spejle sig i fjordens
blikstille overflade
En lille dreng på en lang rejse,
kun nogle få kilometer, dengang
hvor draperede mørkegrønne gardiner
hang for vinduerne i busser og
togkupéer, usikker ved forandringer
nervøs for pludselige bevægelser
Sikker på den voksende utryghed
hvor solen ikke nåede langt nok
ned for at kaste ens skygge bagud,
det eneste trofast selskab
der forandredes når dagene ophørte
og uglen begyndte at skrige i natten
En konduktør med hulmaskine,
kasket, vekselautomat og en rygende
pibe, rytmen har forandret sig, uden
disse momenter af genkendelighed
der fæstner sig i en drengs hoved
bliver altings vilkår tilfældige
Toget standsede og kørte igen
fjorden kaldte fjernt i tordenen
og lokkende sirener sang forførende
sange, billetten sejlede rundt i
vandpytten og drengen var gået ud
på en anderledes tur
