ET ØJEBLIK

ET ØJEBLIK

18/06/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Jeg sidder i skyggen på en bænk ved stationen
og venter på rutebilens ankomst, jeg ved ikke
helt hvorfra den kommer og hvor den skal hen
Måske vil den bare stoppe her og holde en
pause indtil den får besked på at der sidder
én og venter den et andet sted
 
Mennesker går optaget forbi, blændet af lyset
fra mobiltelefonerne, helt væk fra omgivelserne
og taster ivrigt beskeder til andre jeg ikke
kender, korte og lange samtaler uden at slide
på stemmebåndet, der skal spares op til den dag
hvor der for alvor bliver noget at råbe op om
 
En enkelt bilist misbruger tudehornet voldsomt
og skræmmer den sidste smule liv der kunne
være tilbage af et ungt menneske der krydser
gaden på vej hen til den trådløse mobil
opladestation, placeret midt i krydset, 
X marks the spot
 
Det er fredag og heden kan ikke slippe fri,
gaderne sukker efter luft og en befriende
regnbyge, fuglene kæmper for at overdøve
støjen af højtråbende weekend- og grill-
parate frihedselskende mundbindsfrigjorte
næsten voksne mennesker, en ulige kamp
 
En fodbold flyver rundt mellem højhusene
og råber på opmærksomhed og nogle at
spille med, en lille pige med sin far
ved hånden, leder efter den bus der skal
vise dem vejen igennem dette kaos og hjem
i kølig sikkerhed før den totale nedsmeltning
Facebooktwitterlinkedin