Den ældre dame sagde til mig at det ramte hende
et sted mellem øjnenes sansning og hjertet, lige dér
hvor tilværelsens erfaring havde gjort ophold
Hun måtte fortælle mig sin skæbne, genkendeligheden
i billederne på væggene, med eftertænksomhedens
korte sekund sprængte hun rammerne og tilstod
Hun havde givet op, ladet håbet falde til jorden og
uden mulighed for opblomstring, det var ikke hendes
eget håb men det kæreste hun havde haft
Et ungt menneskes liv der havde slået knuder på sig
selv, opgivet af andre og nu også hende selv, der var
ikke mere energi at trække på
Hendes sjælefred stod på spil, ville hun selv overleve
måtte hun overlade mennesket til andres vilje, hun
kunne ikke mere
Jeg sagde at problemet ikke forsvandt fordi hun lukkede
sine øjne, men der var slukket, øjnene var udtørret og
håbløsheden havde sit mærke
Hvad nu hvis man selv var den der blev opgivet?
