Han sad sammenfaldet på bænken og frøs
mens hans skelet var taget på vandring
det ville væk fra det hele og finde
en krop der var varmere og mere moderne
Skelettet kastede et blik over sin skulder
og så ham sidde slattent og kigge sorgfuldt
efter sig, det standsede og tænkte gamle
tanker om dårlige tv-debatter og manglende håb
Knoglerne drejede rundt på hælen og gik tilbage
satte sig ved siden af manden og tog hans hånd
hvis vi skal klare det her sammen, må vi ranke
os og stå ved vores historie
Nu vil jeg hjælpe dig på benene og bære dig
frem til modet og alt det jeg ved du kan
jeg kender dit værd og din forstand også når
den har svigtet dig i desperation
