DER LANDEDE EN FLUE

DER LANDEDE EN FLUE

03/07/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Svalerne sad på rad og række
henad elmasternes ledninger
og grinede ad rågen der hang
med hovedet nedad og kaldte
på hjælp fra sine omgivelser
den var landet i blandt venner
og var brutalt blevet afvist
 
I huset forleden begyndte
tapetet pludseligt at falde af
væggene og afslørede skimlens
irgrønne plamager og de mange
oldgamle sølvfisk vrimlede
henover bordene og fortalte
historier om skidtet i hjørnerne
 
Tjeneren forsøgte at servere
en blid urtesuppe ud fra en
selvopfunden opskrift af
rester fra det mugne køleskab
der landede en flue i min suppe
og betjeningen så til mens jeg
blev tvunget til at spise op
 
En svale lettede og trak den
sorte fugl op på plads og 
meddelte de andre at deres
opførsel var dårlig og passede
ringe til deres rolle som de
elegante små smukt syngende
jetfly der bragte glæden frem
Facebooktwitterlinkedin