VINTERHI

VINTERHI

06/07/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Den gråkornede enkelthed daler ned fra loftet
overboen er i gang med forårs- eller er det
efterårsrengøringen, jeg aner det ikke
 
Jeg har tabt tidsfornemmelsen, igår tog jeg en
beslutning om at gå i hi, bare for en kortere
periode, lad os sige et år
 
Så begynder larmen og jeg tror at jeg er
vågnet op her midt om vinteren, for sommeren
var i forgårs, mener jeg
 
Jeg har ikke engang set de efterårsrøde
træer i skoven og den begyndende vinterpels
på dyrene i haven
 
Stormen raser og sneen lægger sig som en
oppustet dyne henover mine møbler, den
ene stol jeg sidder på i hjørnet

Jeg må vågne op, rækker ud efter koppen
med kaffen der er dækket af levende støv
det er overboen, det svin, bogstaveligt talt
 
Jeg bor i kælderen og svinestalden er lige
ovenover, jeg har hvilet et par sekunder
og nu leder han efter mig, pausen er forbi
Facebooktwitterlinkedin