Verden har ikke forandret sig meget
siden igår da jeg gik i seng, et menneske
er død i løbet af natten, andre ligger
og venter på den nat der kommer
Jeg tænkte dengang jeg lagde mit
hoved på puden, at jeg nok i denne nat
ville træde ind i en anden verden, ind
i en grotte af et mytisk univers
Med guder der skabte forvirring og
en tilnærmelsesvis forandring af tingenes
tilstand, hvor alt ville se helt anderledes
ud når jeg stod op denne morgen
Jeg lå lidt og funderede over evigheden
hvor kannibalkøkkenet var opløst og erstattet
af skrigene planter og urter der blev
hakket i småstykker og glubsk fortæret
En evighed der forandrer perspektivet,
min synsvinkel og temperaturen i denne
kontante verden hvori vi skal eksistere
med nye fotos af et overkommeligt liv
Jeg tænkte på verden som en helhed, hvor
fællesskabet om ordentlighed var udgangspunktet
og på vores hjerne der affotograferer fortiden,
nutiden og fremtiden uden at meget forandrer sig
Og hvordan vi med vores erindringskamera
kan fremkalde og genkalde de helt usynlige
ting, gøre os forskellige forestillinger om
hinandens adfærd
De ukloge der kun ser fornuften i deres egen
ulogiske ræsonnementer og begrænsede verden
hvor alt foregår lige for enden af næsetippen
og dagsordenen står uforandret
Jeg vågner tidligt idag og tænker at i evigheden
er der tavshed, ingen siger noget, vi render
alle lidt forvirrede rundt og prøver at finde
stedet hvor vi hører hjemme
Er søvnen en forsmag på denne evighed? Den virker
stadig ubegribelig, selv efter den første kop
kaffe, jeg vil gerne holde den fast i et
fixpunkt ellers fylder den for meget
Jeg er ikke blevet klogere i løbet af natten,
der er stadig ubesvarede spørgsmål som jeg aldrig
får afklaret, tavsheden banker på døren og
fuglene synger i solens morgenstråler
