SKAGENSMALERNE

SKAGENSMALERNE

03/08/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Jeg forsøgte at fokusere på malerierne,
farvernes sammensætning og på at finde
helheden i billederne, den grundlæggende
stemning kunstnerne havde været i da de
kastede sig ud i disse sommerskildringer,
en aften på stranden ved Skagen

Hende den ældre dame gik rundt og kiggede
forhastet på værkerne, ikke så meget
direkte på dem, mere ude i siderne, det
forstyrrede mig i min egen opdagelsesrejse
rundt i sindsstemninger og sommerlandskabets
lys, men hun var upåvirket

Pludselig opdagede jeg at hun havde stjålet
disse uvurderlige værker, billederne var
væk, lærrederne var tomme, kun silhuetter
af menneskeskikkelser forblev tilbage som
en erindringsskitse over datiden, hun havde
taget dem under armen og var forsvundet

Hendes røveriske bemærkning havde fjernet
al den magi jeg ledte efter, min inspiration
druknede i sætningen, Det er i hvert fald
nogle pæne rammer, jeg kunne nu kun se de
snørklede og pænt udskårne guldrammer, intet
andet, men jeg elskede min svigermor højt
hun var bare lidt underlig, især på kunstmuseer
Facebooktwitterlinkedin