VIND & VEJR

VIND & VEJR

03/08/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Engang lå her et hus, et gulkalket hus,
der boede en mand, jeg så ham én gang
i dette hus og siden én enkelt gang mere,
sidde og være fraværende og døv på et 
plejehjem i Århus

Idag når jeg kører forbi er huset forlængst
revet ned og udskiftet flere gange med
parkeringspladser og nu, idag, ligger der
et Netto, jeg har været derinde én enkelt
gang, duften af gammelt hus er væk

Jeg kan ikke påstå at jeg kendte ham
eller hans historie på trods af at han
var min oldefar, jeg fik aldrig noget
at vide om familien, dog fik jeg hans
gamle runde stålbriller

Han var meget langsynet og jeg kan ikke
selv se gennem brillen, men jeg drømmer
eller leger med den fantasi, at når jeg
engang imellem tager brillen på, kan
jeg komme lidt tættere på ham

Jeg forestiller mig den verden han har
set gennem disse kraftige runde glas,
en verden i udvikling og krig, en 
verden der ikke har forandret sig
i forhold til dengang og alligevel

Men også gennem disse briller ser jeg
et samfund der har fået endnu mere
travlt med at nå alt det, det alligevel
ikke når inden for den tid der er sat
af, måske kan vi engang tale sammen

Om alt det vi har set hver især og prøve
at forstå hvorfor tingene gik som de
gik, måske kan jeg lære ham bedre at kende
og få et indblik i hvorfor? Måske vi bare
skal holde os til vinden og vejret
Facebooktwitterlinkedin