ÆSKEN MED ORD

ÆSKEN MED ORD

22/08/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Jeg prøver at proppe ord ned i en æske
uden indhold, det kunne være hvilken
som helst æske med et frit valg af
emne og dog ønsker jeg et bestemt udfald
på den historie der trykker på en nerve
dybt inde i den grå substans, men det er
som om den ikke vil ramme den hensigt jeg
havde sat mig for at tilnærme

Egentlig var det målet at skrive noget
elegant og kraftfuldt om det Vesterhav
jeg idag har været ude at besøge endnu
engang, en smuk beskrivelse af havet,
der viste sig fra sin mest forsigtige
side og kun bølgede let på overfladen
mens solen lod sine stråler blinke fint
i krusningerne, når ikke skyerne gik for

Jeg ville have valgt nogle korte ord
om det forunderlige at gå hånd i hånd
på klitterne med den jeg holder af og
nyde friheden, hvor højden til loftet
er bestemt af Vor Herre, et blidt kys på
munden og et dybt blik ind i hendes verden
og de tanker, hun stadig tror at jeg ikke
kender efter alle disse år sammen

Det hele blev dog afbrudt af en uagtsom
chauffør der strejfede bilen på den ellers
stille tur hjem til huset, hvor vi nu
skulle have siddet i eftertænksomhed og
nydt en lun fiskefrikadelle, freden og
havets ro blev afløst af et lettere chok
og en efterfølgende afmålt vejvrede og
i morgen et opkald til forsikringen

Nu blev det altså disse ord der blev
kastet ned i æsken, der i mellemtiden
har vokset sig til en flyttekasse, og
her ligger de og optager pladsen for en
mere substantiel mængde ord og fortrænger
det smukke til fordel for de knapt så
kønne og rørende eder og forbandelser
og man kommer lidt længere væk fra Gud
Facebooktwitterlinkedin