FISKERINOTERINGEN

FISKERINOTERINGEN

28/09/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Trappen ned til kælderen var dårligt lavet
alt for små trin til mine store fødder og
lidt for stejl nedad, for anstrengende opad,
men det var hernede jeg eksisterede, det var
her mine ukendte mareridt blev realiseret og
materialiseret, malet i groteske skikkelser,
i voldsomt arrangement og vanvittige farver

Det var den glemte sandhed der kom frem
hernede i den mørke kælder på Djursland,
ovenpå gik en rar dame rundt og puslede,
pudsede og tørrede af, nippede til stueplanter
og satte en stikling lånt hos naboen
eller ved et besøg hjemme hos mig selv,
hun nynnede og snakkede med de usynlige

Alt imens det bizarre og uhyrlige blev smurt
op på opspændte lærreder der knapt nok kunne
være i det lille rum, hvor Fiskerinoteringen
lød ud af højtalerne på den gamle Arena radio
der stod på hylden: Og fiskerinoteringen,
Skagen Fiskeauktion fik tilført 431.000 kilo
fordelt på 230 både

Et underligt sammensurium af fortid, nutid og
virkelighed, sandheder og ægte følelser, det
var et sært sted at arbejde, lugten fra olie-
malingen klarede den trælse trappe og bredte
sig i hele huset, men damen nynnede videre,
hun nød selskabet og kortspillene der afbrød
hver vores arbejde

Jeg savner dette lille lavloftede mørke rum,
hvor en karriere så småt begyndte at tage sin
snørklede form, huset med damen og den lidt
For overvægtige Golden Retriever, der kunne
løfte det lille køkkenbord med sin ryg når den
begyndte at gø, særligt når uenigheden om
kortspillets gang tog overhånd
Facebooktwitterlinkedin