LOST IN SPACE

LOST IN SPACE

22/11/2021 Slået fra Af Jari Dolberg
Usynlige og alligevel tydelige i sit fravær
var de breve jeg sendte, breve der beskrev en
verden afsondret og fjern fra mine omgivelser
afsender, mit fulde navn, adressen angivet,
land Danmark og stedet var Jorden, hvis nogle
skulle blive i tvivl eller bare for at mit
hemmelige og ærlige skriveri ikke skulle blive
LOST IN SPACE

LOST IN SPACE var en ægte følelse, fortabt
ikke forladt, men forlagt på en hylde og senere
glemt, svævende rundt som et ukendt objekt
i mellem stjerner, satelitter, planeter og grønne
marsmænd der greb ud efter tomrummets uåbnede
kuverter med et indhold de fleste kendte men
ikke ville tale om, som de sagde: Det er bedst
at lade som ingenting

At lade som ingenting, en fascinerende evne jeg
aldrig er kommet til at mestre, måske fordi
jeg ikke forstår konceptet, at lade som ingenting
at ignorere er derimod noget helt andet, det
forstod jeg, at se bort fra smerten inde bag
lukkede øjne og lade ondsindet slam bundfælde
sig indtil det blev tid til at rydde op, forny
filteret og starte forfra

Starte forfra, et Sisyfos arbejde, glemme
erfaringen og begynde med en streg der bliver
til to, tre, fire og så fem, et samlet hele
et billede på det der var, er og måske bliver,
jeg må gøre et forsøg, lade stenen rulle op
over bjergtoppen og trille ned på den anden
side, herfra vil jeg overveje om jeg skal
forsætte eller finde på noget andet
Facebooktwitterlinkedin